Beredskab
På denne side kan du læse om, hvordan du forbereder dig på en krise, hvad du bør have i dit hjemmeberedskab, og hvordan vi hjælper og informerer borgere ved forsyningssvigt.
Hvad kan du gøre i tilfælde af en krise?
I en krise skal vi passe på hinanden. Derfor opfordrer Styrelsen for Samfundssikkerhed alle borgere til at kunne klare sig selv i minimum tre døgn under et forsyningssvigt.
Et godt hjemmeberedskab behøver ikke være kompliceret eller dyrt. Det vigtigste er, at du har det mest nødvendige til dig og din husstand.
Styrelsen for Samfundssikkerhed anbefaler, at du har:
Vand til tre døgn – cirka 3 liter per person per døgn
Mad til tre døgn, som kan holde sig uden for et køleskab og er let at tilberede
FM-radio og lommelygte, der fungerer med batterier, solceller eller håndsving
Nødvendig medicin
Toiletpapir, bind, tamponer og andre hygiejneprodukter
Ekstra batterier og en alternativ lyskilde
Varme tæpper, dyner og varmt tøj
Hvordan kan du hjælpe dine naboer?
Et godt beredskab handler ikke kun om, hvad du selv har derhjemme, men også om de fællesskaber, du er en del af. Derfor er det vigtigt, at du rækker ud og er opmærksom på dine omgivelser. Tal med din familie, venner eller naboer om, hvordan I kan hjælpe hinanden i tilfælde af et forsyningssvigt.
Helt konkret kan du med fordel lave konkrete aftaler på forhånd:
Hvem kan banke på hos en nabo, der bor alene?
Hvem har en radio eller en powerbank?
Hvem kan have brug for hjælp til at få information eller klare praktiske ting?
Når vi kender hinanden og hjælper hinanden i opgangen, på vejen eller i boligområdet, står både den enkelte og fællesskabet stærkere i en krise.
Hvad gør vi i tilfælde af en krise?
Borgere, der modtager sygepleje i hjemmet, vil fortsat få besøg af hjemmesygeplejen ved et midlertidigt forsyningssvigt. Hjemmehjælpsmodtagere vil ligeledes modtage den nødvendige hjælp og pleje, hvis pårørende ikke kan hjælpe. Borgere med de største og mest kritiske behov vil i begge tilfælde blive prioriteret først.
Alle plejehjem og botilbud i Frederiksberg Kommune har deres eget nødlager med vand, mad og medicin. I tilfælde af en krise vil medarbejderne være særligt opmærksomme på beboere, der har behov for ekstra omsorg og pleje.
Særligt for dig, der får hjælp til indkøb gennem kommunen
Hvis du er visiteret til kommunens indkøbsordning, kan du bestille ekstra varer til dit hjemmeberedskab gennem din sædvanlige leverandør.
Det kan for eksempel være ekstra drikkevand, konserves og andre madvarer med lang holdbarhed. Hvordan du bestiller varerne, afhænger af, hvilken leverandør du har. Kontakt din leverandør for at høre om mulighederne.
Frederiksberg Kommunes dagtilbud, skoler, SFO’er og klubber er også rustede til forsyningssvigt, som eksempelvis manglende strøm, vand og varme. I tilfælde af en krise vil medarbejderne være særligt opmærksomme på at skabe trygge, stabile rammer for børn og unge.
Ved længerevarende hændelser kan der være tilfælde, hvor Frederiksberg Kommune er nødsaget til at lukke dagtilbud og skoler og etablere nødpasning. Hvis en sådan situation opstår, bliver det kommunikeret via Aula, pressen, kommunens hjemmeside samt på kommunens facebookside. Hvis internettet og mobilnettet er nede, vil der være fysiske opslag på de enkelte dagtilbud, skoler, SFO’er og klubber.
Hvor kan du få information under en krise?
I tilfælde af, at der opstår en krise på Frederiksberg, så kan du på vores sociale medier, facebook instagram samt frederiksberg.dk blive opdateret på seneste nyt og få information om, hvordan du skal forholde dig.
Hvis du har behov for at tale med os, kan du ringe på telefonnummer: 38 21 21 21. Borgerservice på Frederiksberg Rådhus fungerer i tilfælde af en krise som lokalt informationssted.
Hvis internettet og mobilnettet er nede, så er DR P4 (FM 96,5) den primære informationskanal for nyheder og beredskabsmeddelelser.
Vil du vide mere?
Hvis du har brug for hjælp til indkøb, og ikke har et netværk, du kan trække på, kan du søge hjælp hos Røde Kors Parat, som kan hjælpe med at hente ting til dit hjemmeberedskab i et supermarked eller en specialbutik.
Du kan kontakte Røde Kors Parat for hjælp gennem Parats Hjælpelinje på telefon 38 202 202, der har åbent alle hverdage 10-15 samt mandag og onsdag 16-19.
Du kan også gøre det via formularen på: rodekors.dk/parat/modtager.