BBR - oplysninger om din ejendom
Ejer du en bygning eller en bolig, er det dit ansvar, at oplysningerne i BBR er korrekte.
Bygnings- og Boligregistret (BBR) er et landsdækkende register med data om landets bygninger og disses anvendelse.
Du som bygningsejer har ansvaret for, at oplysningerne i BBR stemmer overens med de faktiske forhold, og at relevant lovgivning er overholdt.
Er data i BBR ikke korrekte, vil Vurderingsstyrelsen beregne din ejendomsvurdering på et forkert grundlag. Du kan risikere at få problemer med for eksempel at optage lån eller forsikre din bygning eller bolig.
- Hvis du etablerer et ekstra værelse eller nedlægger et værelse.
- Hvis du etablerer eller nedlægger et badeværelse eller et wc.
- Hvis du nedlægger et køkken eller flytter et køkken til et andet rum. Et køkken/alrum skal kun registreres som både køkken og værelse, hvis det umiddelbart kan opdeles i et køkken og et værelse med vindue.
- Hvis der sker andre ændringer på din bygning, for eksempel vedrørende areal, tagdækning, facade eller energiforsyning.
- Hvis du opdager fejl i BBR, for eksempel hvis du har en altan, som ikke er registreret.
Bemærk: Du skal indberette til BBR, selv om indvendige ombygninger i mange tilfælde ikke kræver byggetilladelse, jævnfør Frederiksberg Kommune: Søg byggetilladelse til lejlighed og tofamiliehus eller Frederiksberg Kommune: Søg byggetilladelse til enfamiliehus.
Læs mere i Bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR).