FCK fejres på Frederiksberg Rådhus
FCK har for 15. gang sikret sig det danske mesterskab. Derfor inviteres alle byens borgere – store som små – til at tage imod spillerne til en officiel hyldest på Frederiksberg Rådhus den 30. juni kl. 14.30 til 15.30. Dørene åbner kl. 14.
Borgmester Michael Vindfeldt (S) glæder sig til at fejre FCK og deres mesterskab på Frederiksberg Rådhus:
"FCK har stor betydning for Frederiksberg og for idrætslivet her i byen. Selv om de spiller deres kampe i Parken, så træner de på banerne ved KB og er en kæmpe inspiration for os alle sammen. Deres talent-drenge går på Søndermarkskolen, og klubben betyder meget for rigtig mange på Frederiksberg. Jeg er derfor glad for, at vi igen kan fejre spillerne her på Frederiksberg Rådhus, og jeg håber, at rigtig mange vil møde op klædt i klubbens farver for at hylde løverne, og måske få en autograf eller en selfie sammen med spillerne”.
FCK's 15. mesterskab – og dermed den tredje stjerne på holdtrøjen – blev sikret den 29. maj, hvor de vandt 2-1 over Viborg, og samtidig blev hjulpet af Brøndbys sejr over FC Nordsjælland.
Arrangementet finder sted i Frederiksberg Rådhushal fredag den 30. juni fra kl. 14.30 til 15.30. Dørene åbner kl. 14.00 og pressen er velkommen til at deltage. Spillerne vil være til rådighed for autografskrivning og løve-selfies med primært byens børn og unge.
Om FCK
FCK er – sammen med KB – Danmarks mest vindende fodboldklub med 15 danske mesterskaber. Klubben blev grundlagt i 1992 af KB og B1903, og har siden haft en betydelig indflydelse på dansk og international fodbold. FCK er en væsentlig del af Frederiksbergs idrætsliv med træningsfaciliteter på banerne ved Kjøbenhavns Boldklub (KB), Danmarks ældste fodboldklub. Mange af klubbens unge talenter går på Søndermarkskolen.