Byens borgere er tilfredse med Frederiksberg
Frederiksberg Kommune har netop afsluttet en undersøgelse af borgernes tilfredshed med den kommunale service. Undersøgelsen viser, at borgerne på Frederiksberg generelt er tilfredse med deres by og kommune.
I juni og juli måned spurgte analysefirmaet Megafon, på vegne af Frederiksberg Kommune, 4.000 tilfældigt udvalgte borgere, om deres oplevelse af den kommunale service.
Der er blevet spurgt til miljø og grønne områder, dagtilbud og skoler, ældreområdet og meget mere. Alle områder har opnået en bedømmelse, der ligger over middel, og særligt service på rådhuset og byens grønne områder får en flot karakter af borgerne.
Undersøgelsen målte også tilfredsheden i andre kommuner, og det viser, at Frederiksbergs borgere generelt er mere tilfredse med deres kommune end landsgennemsnittet på langt de fleste områder. Det er stort set samme billede, som i den sidste borgerundersøgelse fra 2019.
Borgmester Simon Aggesen (C) glæder sig over resultaterne:
”Jeg er rigtig glad for, at Frederiksberg har fået en flot bedømmelse over hele linjen. Og jeg er særligt glad for tilfredsheden med byens grønne områder, dagtilbud og skoler, som er nogle af de områder, som vi har prioriteret i de seneste år. Men undersøgelsen er også en oplagt mulighed for at se nærmere på de steder, hvor vi kan gøre det endnu bedre. Derfor vil jeg også gerne sige mange tak til alle de borgere, der har taget sig tid til at besvare undersøgelsen.”
I løbet af august og september skal samtlige udvalg og kommunalbestyrelsen drøfte undersøgelsens resultater og betydningen for de enkelte udvalgs arbejde fremadrettet.
Læs borgerundersøgelsen på frederiksberg.dk/borgerundersoegelse
Fakta om borgerundersøgelsen
- Megafon har stået for undersøgelsen, som gentages hvert andet år
- 1.252 blandt 4.000 tilfældigt udvalgte borgere har medvirket i perioden 9. juni til 8. juli
- 1.052 borgere i resten af landet er blevet stillet et udsnit af spørgsmålene for at perspektivere resultaterne af undersøgelsen foretaget i Frederiksberg Kommune
- Der er udbredt tilfredshed med den kommunale service, og borgerne er på alle områder i gennemsnit mere tilfredse end utilfredse
- Områderne ”Service på Rådhuset” og ”Grønne områder” har den højeste tilfredshed med en score på hhv. 79 og 72. Områderne ”Arbejdsmarkedsområdet og ”Integrationsområdet” har den laveste tilfredshed med en score på 53 (på en skala mellem 0 og 100, hvor 0 er lig meget utilfreds og 100 lig meget tilfreds)
- Sammenlignet med resultaterne fra den forrige undersøgelse i 2019 er borgernes tilfredshed med kommunens service stort set uændret
- Borgerundersøgelsen behandles i den kommende tid i samtlige udvalg og kommunalbestyrelsen